El-guitar

el-guitarLige siden el-guitaren fik sit reelle kommercielle gennembrud i 1950’erne, har den været symbolet på en tid, hvor forstærkning af instrumenter trådte i karakter, og støbte den form for musik vi kender i dag. Typisk kender vi el-guitaren fra rock genren, men også indenfor jazzen, poppen og samtlige andre genrer har den fundet sig en plads i de klassiske musikkonstellationer.

El-guitaren uden tvivl et af de mest populære, hvis ikke det mest populære, instrument, som både unge og gamle kaster sig over, når de vil i gang med at udforske musikkens vidunderlige verden.

Dette kan man takke flere for, men særligt rock/pop/blues bands som The Beatles, The Rolling Stones og Chuck Berry. De var med til at popularisere instrumentet og give den sit største gennembrud.

Faktisk endnu tidligere i 1930’erne og 1940’erne blev el-guitaren for første gang udforsket af jazzmusikerne. Mange troede i starten ikke på, at el-guitaren ville slå til. Decca Records afviste sågar The Beatles ved at sige: ”We don’t like their sound, and guitar music is on the way out”. Disse oprindelige forudsigelser må siges at være gjort godt og grueligt til skamme, da el-guitaren trods alt idag kan siges at være det mest populære, eftertragtede, bemandede og lettest genkendelige instrument. El-guitaren er et utroligt alsidigt instrument, og musikere har nu igennem årtier beundret og udforsket el-guitaren, samt været med til at gøre den til det den er i dag: meget mere end blot et symbol.

El-guitarens historie

Siden man i starten af 1900-tallet fandt ud af, at man kunne forstærke lyd ved at opfange vibrationer (lyd er rent faktisk bølger i luften, som enten svinger mange gange i sekundet eller få gange i sekundet– dette er kaldet Hz), har man været fascineret af ideen om at videreudvikle det til instrumenter, da man derved blandt andet kunne spille større steder op. Dette medførte, at man opfandt pickuppen, som opfanger guitarstrengenes vibrationer og sender et elektrisk signal ud til en guitarforstærker. Derved var den elektriske guitar opfundet.

Som de første i verden begyndte jazzguitaristerne at tage det moderne instrument til sig i 1931. Årsagen til dette var indlysende: Big Bands blomstrede op omkring, særligt i USA, og for at en guitarist kunne medvirke i et sådant band, var han nødt til at kunne spille ligeså højt som de andre instrument sektioner. Som tiden gik videreudviklede man instrumenterne, da ny musik blomstrede op, og man fik derigennem nye behov og stillede højere krav til sin guitar. Originale jazzguitarer som de blev lavet i 1930’erne købes og sælges stadig, og de er den dag idag meget eftertragtet blandt jazzguitarister og samlere.

back to menu ↑

Elguitarens anatomi og funktioner (engelske betegnelser i parentes)

el guitar dele1 – Dette kaldes for guitarens hoved (head). Det er heroppe strengene ender.

1.1 – Dette kaldes for guitarens stemmeskruer (machineheads). Det er inde i disse, at den ene ende af en guitarstreng ”låses” fast, og ved at skrue på dem kan man stemme guitaren. Strammer man en stemmeskrue, forkorter man den vedhæftede streng, og tonen bliver højere. Løsner man den til gengæld, så forlænger man strengen, og tonen bliver dybere.

1.2 – Dette kaldes for trussrod cover. En trussrod er en metalstang, som sidder inde i guitarens hals. Denne forstærker træet, således at træet ikke begynder at bøje, når styrken fra strengene trækker. Selve trussrod coveret er blot et stykke plastik, som dækker for metalstangen – af kosmetiske grunde.

1.3 – Dette kaldes for en string guide/string tree. Dette ses ikke på alle guitarer. Dens funktion er, at vinkle strengene, så de ikke hopper ud af sadlen. Derfor ses disse typisk på guitarer, hvor en form for vibrato arm er til stede.

1.4 – Dette kaldes for sadlen (nut). Det er typisk et stykke plastik eller gummi med hak i, hvori strengene placeres, så de ikke kan hoppe rundt.

2 – Dette kaldes for halsen (neck). Det er på dette stykke træ, at en guitarists venstrehånd bevæger sig (højre hånd såfremt man spiller venstrehåndsguitar).

2.1 – Dette kaldes for gribebrættet (fretboard). Det er her, man placerer sine fingre for at fremtvinge de toner, man ønsker at spille.

2.2 – Dette kaldes for indlæg (inlays). De hjælper en guitarist med at finde bestemte bånd. Disse indlæg finder man typisk ved bånd (1), 3, 5, 7, 9, 12, 15, 17, 19 og (21).

2.3 – Dette kaldes for båndene (frets). Et bånd er et stykke metal, som strengen trykkes ned på for at forkorte strengenes længde og derved fremtvinge en bestemt tone.

2.4 – Dette kaldes for neck joint. Det er her halsen og kroppen på guitaren er sat sammen. Fabrikanterne sætter dem forskelligt sammen. Nogen med lim (Gibson bl.a.) og andre med skruer (Fender bl.a.).

3 – Dette kaldes for kroppen (body). Det er her ”livet” i guitaren kommer frem, og hvor strengene resonerer. På dette billede er det en solid-body, men det kan også være en semi-akustisk (læs afsnittet om forskellige typer elguitarer).

3.1 – Dette kaldes for neck-pickuppen. Denne pickup opfanger lyden så tæt på halsen som muligt. Deraf navnet. Her har man typisk den mest runde og varme lyd på en guitar.

3.2 – Dette kaldes for bridge-pickuppen. Denne pickup opfanger lyden så tæt på broen som muligt. Deraf navnet. Her er det typisk en lidt mere skinger og kantet lyd modsat neck-pickuppen.

3.3 – Dette kaldes for stolen (saddle). Det er her starten af strengen er sat fast på en guitar. Der findes forskellige stol-systemer alt afhængig af fabrikant og guitarmodel.

3.4 – Dette kaldes for strengeholderen (bridge). Det er her, bunden af strengene præcist sidder fast. Deraf navnet.

3.5 – Dette kaldes for fintunere (fine tuners). Nogle typer af guitarer med bestemte typer vibrato arm har fin tunere. Her kan man justere detaljer ved stemningen.

3.6 – Dette kaldes for vibrato arm (whammy bar/tremolo arm). Denne arm løfter stolen og derved forlænges strengen. Derved kan man ændre på tonen og for eksempel lave vibrato. Det er ofte brugt i metal-genren – i de såkaldte ”dive-bombs”, som er en teknik, som kan udføres på en el guitar.

3.7 – Dette kaldes for pickupswitch. Her kan man skifte mellem pickupperne, og vælge den man vil høre. Nogle har ingen switch, da de kun har en pickup. Typisk har en guitar mellem 1 og 3 pickupper. En 3-way switch kan skifte imellem disse tre pickupper (bridge, middle, neck), og en 5-way switch kan skifte imellem de tre pickupper, samt lave en kombination af to pickupper (bridge, bridge+middle, middle, middle+neck, neck).

3.8 – Dette kaldes for volume og tonekontrol. (volume and tone control knobs). Her kan man lystere lydniveauet (og gain niveauet) samt tonen på en guitar. Er tonen helt i bund, bliver den meget dyb, rund og til tider mudret. Det er op til den enkelte musiker at lege med disse funktioner, og finde en passende indstilling til den musik man spiller.

3.9 – Dette kaldes for jack indgang. Her sættes et jack-kabel ind, som er forbundet med forstærker/guitarpedaler, og ved hjælp af elektriske transporer signalerer kablet signalerne fra pickuppen ud til en forstærker, som derefter omformer disse signaler til lyd, som kan høres.

3.10 – Dette kaldes for straps. Det er her, man kan tilslutte sin rem. Mange guitarister bruger også det, som kaldes for straplocks. Dette gør, at remmen ikke kan ryge af guitaren hvilket er at foretrække, når man står op og spiller live. Særligt hvis man er en musiker, som godt kan lide at bevæge sig meget rundt på scenen og performe.

4 – Dette kaldes for strengene (strings). Det er disse (typisk) nikkelstrenge, som er hele udgangspunktet for at spille musik på en guitar. De stemmes til en bestemt stemning (tuning), og derved placerer en guitarist sine fingre på båndene, som forkorter strengen med en vis afstand for at fremtvinge en anderledes tone.

4.1 – Disse kaldes for bas strengene (bass strings). Disse 3 strenge er de dybeste på en guitar. De bruges ofte til at spille bas på, men ofte, i for eksempel jazz musikken, udelukkes de, da man har en bassist med. Dermed ikke sagt at man ikke kan spille på dem med en bassist: det er en kreativ proces mellem musikerne, som vælger det de selv synes lyder allerbedst for nummeret.

4.2 – Dette kaldes for de høje strenge (treble strings). Disse 3 strenge er de højeste på en guitar og derved også dem, som kommer tydeligst frem i lydbilledet. Det er typiske dem som der spilles solo og/eller melodi på.

NB: Vær derfor opmærksom på at ikke alle guitarers anatomi er præcis den samme, men som udgangspunkt er alle disse punkter at finde på en typisk el guitar. Elguitarens anatomi afhænger af guitaristens præferencer, fabrikantens traditioner, guitarens type (også i forhold til hvilken type musik den er lavet til at spille), mm.

back to menu ↑

Forskellige typer elguitarer

Som udgangspunkt findes der to typer af guitarer: semi-akustisk (hollow-body) og solid-body. Forskellen på disse 2 typer består i materialet. En semi-akustisk elguitar er fræset således, at der er resonans-rum (genlyds rum) inde i guitaren. En solid-body er ét stykket træ, hvor der ingen resonans-rum er. Det er typisk jazzguitarer som er semi-akustiske, og det var derfor også de semi-akustiske elguitar typer, som var de allerførste, der blev fremstillet i 1930’erne. Et eksempel på sådan en elguitar er en Gibson ES-175 model. Det er faktisk også muligt at underkategorisere semi-akustiske guitarer i semi-hollow og fully-hollow. Forskellen her er, hvor meget af træet som er udfræset til resonans-rum. Semi-hollow elguitarer er typisk også mindre end fully-hollow. Et eksempel på en semi-hollow elektrisk guitar er en Gibson ES-335 model. Den føromtalte Gibson ES-175 model er fully-hollow. Det kan blandt andet ses på dens store størrelse.

Solid-body guitarer er det, som mange kalder for ”rock guitarer” første gang de ser dem. Her er der ingen resonans-rum, og derfor ligger al lyden i pickuppen og træets naturlige klang. Grundet manglen på ræsonansrum kan man næsten ikke høre en sådan elguitar, før man sætter strøm til den. Et eksempel på sådan en type guitar er den ikoniske rock guitar Gibson Les Paul model.

Herudover er der naturligvis et hav af mange andre forskellige modeller og fabrikanter inden for begge typer af elguitarer. Derfor findes der også rigtig mange forskellige varianter af elektriske guitarer. Der er ingen rigtig eller forkert type elguitar. Det gælder egentlig uanset, hvilken musik du spiller. Det vigtigste er at gøre op med sig selv, hvilken form for lyd du ønsker at have, og at du ud fra det vælger din elguitar. Nogle jazzguitarister spiller også på solid-body guitarer, og omvendt spiller nogle rockmusikere også på semi-akustiske guitarer! Det er helt op til musikeren selv.

back to menu ↑

Valg af el guitar

Noget af det vigtigste når man skal vælge en guitar, uanset om den er elektriske eller akustisk, er at prøve den. Dog er det muligt at høre mange lydstykker af guitarer på nettet, og derfor er det ikke altid nødvendigt. Samme modeller har det dog med at være forskellige. Derfor er det en god idé, at man kommer ud og prøver den guitar, man overvejer at købe. Du kan dog være sikker på, at det er nogle gode elguitarer, som jeg om lidt vil vise dig. Dem kan du altså trygt købe.

Det første man skal gøre op med sig selv, er hvordan guitaren føles. En guitar skal føles godt i hænderne. Er dens hals for tyk? For tynd? Er kroppen for stor? Er udseendet i din smag? Der er mange spørgsmål at stille sig selv, men oftest, når man står med den rigtige guitar i hænderne, er man ikke et sekund i tvivl. Der findes naturligvis også mange modeller og mærker på markedet, og nogle er bestemt dyrere end andre. Så igen skal man gøre op med sig selv, hvad ens behov er, og eventuelt hvilket niveau man er på.

Som begynder kan en guitar til et par tusind ofte være helt perfekt, men for mange, i takt med at de bliver dygtigere på deres instrument, bliver behovet større, og man skifter efterhånden den første guitar ud med en bedre. Dette er helt normalt, og ligeledes kan ens smag og præferencer også skifte. Det handler altså i bund og grund om at gøre sig tanker og prøve sig frem, når det kommer til guitarer. Følelsen og ens komfort i guitaren er det allervigtigste. Dog skal det siges, at som udgangspunkt er semi-akustiske el guitarer bedre til stille musik og jazz end solid-body el guitarer. Men til trods for det kan man afvige fra normen, som man vil. Det er måske netop dét, der gør, at man finder sin egen helt unikke lyd, som andre er betagede af.

back to menu ↑

Jeg anbefaler disse el-guitarer

For at gøre valget af el-guitar endnu nemmere, har jeg fundet nogle af markedets bedste guitarer. Dem vil jeg gerne vise dig. Ved at købe en af dem er du sikret høj kvalitet til en lav pris.

El-guitar pakkeløsning

Et fantastisk valg til guitaristen som gerne vil opnå rabat ved at købe guitar og forstærker sammen. Guitaren er fra Chateau og er af super kvalitet. Forstærkeren er fra det anerkendte mærke, nux.

1699 DKK
All-round el-guitar

Hvis du er på udkig efter en standard el-guitar til en god pris. - Ja, så er denne uden tvivl et godt valg. Guitaren er meget vellydende og er lavet i ahorn, lindetræ og palisander. Den fås i forskellige farver. Hvis du vil have en klassisk stratocaster, så køb den her!

960 DKK
Semi-akustisk el-guitar (hollow-body)

Denne halv-akustiske elguitar har et virkelig lækkert og klassisk design. Vigtigst af alt er klangen fantastisk, og den kan både høres med og uden forstærker. Ved køb medfølger guitartaske, rem, kabel og plektre.

1999 DKK

Klik her for at se udvalget af el-guitarer

 

We will be happy to hear your thoughts

Leave a reply