Elektrisk trommesæt, elektronisk trommesæt, el trommesæt, e-drums osv… – Kært barn har mange navne!
Det elektroniske trommesæt har revolutioneret den måde, trommeslageren kan øve på, såvel som revolutioneret den måde vi indspiller trommer på i studiet. Der er en række fordele ved at benytte sig af elektroniske trommer, men der er også ulemper.
På denne side vil jeg fortælle alt, hvad der er værd at vide om elektrisk trommesæt. Du vil blive klogere på instrumentet, og jeg vil desuden vise dig markedets bedste trommesæt.
Testvinder: Her er de 3 bedste el trommesæt
Der findes tusindvis af elektriske trommesæt, du kan vælge imellem, og derfor kan det være svært at finde ud af, hvilket du bør købe. Jeg har herunder fundet de trommesæt, som jeg mener er anbefalelsesværdige. Du finder både et begynder-sæt, en sæt til øve med band og et sæt for erfarne/professionelle trommeslagere.



Elektronisk trommesæt vs. akustisk trommesæt
Lyden af el-trommer differentierer sig mærkbart fra lyden af akustiske trommer, da elektroniske trommesæt benytter sig af forud-indspillede samples, som afspilles, når trommeslageren slår på en given pad (elektronisk tromme). Mange elektroniske trommer af høj kvalitet reagerer dog på, hvor hårdt trommeslageren slår og justerer lyden derefter. Det er dog ikke muligt at få et elektronisk trommesæt til hverken at lyde – eller føles som – et akustisk trommesæt.
Pladsforbruget for elektroniske trommesæt er en af de helt store fordele; elektroniske trommer fylder generelt langt mindre end akustiske trommer. De er lettere, kan nemt pakkes sammen og er nemme at transportere. Elektroniske trommesæt er derfor fantastiske øve sæt, da de kan bruges på meget begrænset plads – for eksempel på et soveværelse, en stue eller i et øvelokale.
Larmen fra elektroniske trommesæt er den primære årsag til, at de eksisterer; for der er næsten ingen. Elektroniske trommesæt er dog ikke fuldstændig lydløse, som mange tror. Men sammenlignet med akustiske trommer er elektroniske trommer langt mere venlige for omgivelserne. Elektroniske sæt med gummi pads kan høres, men ikke så meget, at man bliver smidt ud af sin lejlighed. Det eneste problem med støj er dog, at sættets stortromme pad står på gulvet og spilles med en traditionel stortrommepedal. Lyden går derfor direkte i gulvet, og man kan derfor med fordel placere det elektroniske trommesæt på et tæppe oven på en plade, som kan absorbere vibrationerne fra lyden.
Kontinuerligheden i lyden gør, at mange studier benytter sig af elektroniske trommesæt til at indspille med. Dette gør sig særligt gældende i genrer som pop, rap, det meste elektroniske musik og endda enkelte metal bands. Lyden af elektroniske trommer ændrer sig, som tidligere nævnt ikke, da den er bygget på samples. Men mange lydteknikere foretrækker at mixe et trommesæt, hvor man har langt større kontrol over lyden. Derudover slipper man for at skulle sætte mikrofoner op til at indspille et akustisk trommesæt, som ofte anses for at være et af de mest besværlige og tidskrævende instrumenter at indspille. Mange trommeslagere nægter dog at benytte sig af elektroniske trommesæt til indspilninger, da lyden kan blive ”upersonlig” og mekanisk, men stort set alle er enige om, at elektroniske trommesæt er fantastisk, når der skal øves eller blot indspilles demoer.
Hvem skal vælge et el trommesæt?
El trommesæt er fantastiske at øve på, og lyden er meget nem at kontrollere. Derfor er el-trommer ideelle for begyndere og trommeslagere, som ikke har erfaring med at stemme trommer, og som bare gerne vil i gang med at spille. De er nemme at sætte op, kræver ikke så meget plads, og der er væsentlig lavere risiko for, at man giver sig selv eller sine forældre tinnitus.
El-trommer er dog ikke kun egnede til begyndere, men også øvede og endda professionelle trommeslagere, som skal bruge et praktisk, lille sæt at øve på, og som ikke har tålmodighed til at køre til og fra øvelokalet, hver gang lysten byder sig. Derudover er el trommesæt ideelle til indspilning af demoer, da mange el-trommesæt har en indbygget indspilningsfunktion, så trommeslageren hurtigt kan sende ideer videre til resten af bandet uden at skulle optage et akustisk trommesæt på en smartphone.
El-trommesættets dele
Modulet er trommesættets hjerne. Det elektriske trommesæt lyder præcis så godt, som modulet tillader, da dette er computeren, som indeholder alle trommesættets lyde. Modulet bruges til at skifte mellem forskellige lyde, justere volumen, mixe de forskellige trommer, og det er her alle kabler forbindes. Kvalitet og pris hænger relativt tæt sammen, når det kommer til el-tromme moduler, men selv billigere mærker som Ringway producerer rigtig gode moduler.
Pads er sættets trommer. Disse vil ofte være omkring 8” eller 10” i diameter for at spare plads. Desuden betyder størrelsen af pads ikke noget, da en 8” pad for eksempel sagtens kan afspille lyde fra en 18” gulvtam eller endda en 26” stortromme. Men det er klart, at følingen er en smule anderledes end et akustisk trommesæt. Mange pads fremstilles af gummi, som giver masser af rebound og giver trommerne mere respons end normale trommer. Alle pads på sættet føles identiske, hvilket gør sættet endnu nemmere at spille på. De fleste pads er dynamiske i den forstand, at de kan mærke forskel på, om trommeslageren slår hårdt eller blødt, og om der bliver spillet rim shots eller normale slag. Padden sender derefter signalet videre til modulet, som producerer en lyd svarende til, hvad der bliver spillet.
Mesh skind findes primært på dyrere sæt, hvor alle pads er beklædt med dem, men de findes også på billigere el-trommer, hvor kun lilletrommen er en pad med mesh skind. Mesh skind giver en langt mere realistisk følelse, når man spiller på trommen, da skindet kan spændes og løsnes – ligesom på en akustisk tromme. En fordel ved mesh skind er, at de er endnu mere lydløse end pads lavet af gummi, og at den blødere overflade ikke vil kunne overbelaste trommeslagerens håndled, hvis der spilles over længere tid.
Bækken pads støjer ofte mere end normale pads. Disse er ofte runde eller formet som kage stykker. Sættets bækken pads placeres på stativer, der minder om stativer til akustiske bækkener, og man kan justere spændingen på disse for at give bækken padden en mere realistisk følelse. Mange bækken pads har forskellige sensorer i sig, så de kan mærke forskel på, om man spiller på det som ride, crash, eller om man spiller på klokken. Nogle bækken pads kan endda ”kvæles” lige som akustiske bækkener. Dette gøres ved at klemme sammen på en gummi plade, som sidder under bækken padden.
Hi-hat pads kommer også i forskellige former og funktioner. Billigere hi hat pads ligner tom pads fuldstændig, men forskellen er her, at disse også kan kontrolleres med en pedal. Pedalen fungerer som ved en akustisk hi-hat. Når man træder ned på pedalen og spiller på hi-hatten, vil lyden være kortere, da padden simulerer, at hi-hatten er lukket, og hvis man slipper pedalen, lyder det som om, at de to hi-hat bækkener rammer mod hinanden, lige som på en akustisk hi-hat. Hi-hat padden kan også aktiveres ved at spille på pedalen, og nogle sæt giver endda forskellige lyd, alt efter om man spiller med hele foden eller kun med hælen.
Enkelte, dyrere elektriske trommesæt fås med to separate hi-hat pads, som placeres på et traditionelt hi-hat stativ, hvor de to pads kan kontrolleres fysisk. Følelsen af denne slags hi-hat er betydeligt mere realistisk, og den bliver nemmere for trommeslageren at kontrollere.
Stortromme pads varierer meget fra sæt til sæt. Nogle e-trommer har en pad, som placeres på et lavt stativ, hvorpå man kan montere en traditionel stortrommepedal. Denne løsning giver den klart mest realistiske følelse og den bedste lyd, men det er også den løsning, som larmer absolut mest. De fleste af disse pads er brede nok til at kunne bruges med en dobbelt stortrommepedal, men det er altid vigtigt at undersøge det for at være på den sikre side.
Nogle trommesæt kommer blot med en ekstra pedal, som ligner pedalen til hi-hat padden, men hvor denne aktiverer stortrommen. Denne løsning føles langt fra som et akustisk trommesæt, men det er ofte den bedste løsning, hvis man har meget sarte forældre eller naboer, eller hvis man bor i lejlighed.
Rack/kravlegård er det elektriske trommesæts hardware. Mange akustiske trommesæt bruger også racks, men for elektroniske trommer er det standard hardware. En rack er ofte lettere, og så er den hurtigere og nemmere at pakke sammen i forhold til en stor bunke stativer. Racks til elektriske trommesæt fremstilles ofte af et lettere materiale, da elektroniske pads ikke vejer nær så meget som akustiske trommer og bækkener, som fremstilles af træ og metal.
De fleste racks til elektroniske trommer har fire fødder, og alle sæt har holdere til både tam-, lilletromme,- og bækken pads. Disse kan nemt flyttes rundt, så de sidder perfekt. De fleste højder og vinkler på sættets dele kan ofte justeres, så trommeslagere af alle aldre kan spille på sættet.
Funktioner
Et elektrisk trommesæt har en række funktioner, som på mange måder skiller sig ud fra det akustiske trommesæts funktioner. Lad os se lidt nærmere på dem:
Triggers: alle pads på det elektriske trommesæt har indbyggede triggers, som er de mekanismer, der aktiverer den allerede indspillede lyd, når man slår på en bestemt pad. Triggers kan dog også fås som separate komponenter, som kan sættes på akustiske trommer. Når de bruges på akustiske trommer, reagerer triggers på vibrationerne i skindet og sender en indspillet lyd gennem et modul og ud til mixeren. Denne metode er særligt normal for pop trommeslagere, som skal bruge mange forskellige lyde, som ofte er meget syntetiske og ikke kan opnås ved brug af akustiske trommer. Et andet tilfælde hvor triggers ofte gør sig gældende, er hos bands inden for de mere ekstreme genrer af heavy metal. Her bruges triggers ofte på stortrommen for at give en mere ensartet og kontinuerlig lyd, så det hurtige spil med dobbelt pedaler ikke kommer til at lyde mudret.
Et elektrisk trommesæt har triggers inden i de forskellige pads, og mange pads har endda flere triggers i sig. Bækken pads er et godt eksempel på dette, da de skal kunne reagere forskelligt, alt efter hvor på padden der bliver slået, samt hvor hårdt der bliver slået. Triggers bliver stadig mere og mere avancerede og mere følsomme, men man vil i langt de fleste tilfælde stadig kunne høre forskel på akustiske trommer og trommer, hvor lyden aktiveres gennem triggers.
Headset og monitor: elektriske trommesæt kan tilsluttes helt normale headsets, monitors og endda PA-anlæg. Ved at tilslutte elektroniske trommer til et PA-anlæg kan trommesættet bruges til live koncerter, hvor lyden nemt vil kunne mixes direkte fra sættets modul. Dette sparer masser af tid og energi til lydprøven, og da elektroniske trommer ikke larmer så meget, kan de være gode at have med på små scener, hvor akustiske trommer og bækkener ofte ”bløder” over i sangerens mikrofon. Elektroniske trommesæt ser dog knap så rock’n’roll ud som akustiske trommer, men der findes enkelte trommesæt, der er bygget til at ligne akustiske sæt.
De mange muligheder for lydens output og kontrol og volumen gør det elektriske trommesæt fantastisk at have med i øvelokalet med bandet, og lige så godt som det akustiske, hvis man bare øver derhjemme med et headset på.
Percussion pads: en interessant tilføjelse til ethvert akustisk – eller elektronisk – trommesæt er den såkaldte percussion pad. En percussion pad er et trommemodul med indbyggede pads, som trommeslageren kan bruge til at aktivere både samples, click tracks, samt bruge til at tælle en sang ind. De fleste percussion pads kan modtage filer fra éns computer, så man selv kan indspille forskellige lyde og senere afspille dem live ved hjælp af denne pad. Det er normalt at bruge den til aktivere klap, ko klokke, eller andre lyde, som ikke altid er tilgængelige på et akustisk trommesæt.
Valg af elektrisk trommesæt
Som tidligere nævnt larmer nogle elektroniske trommesæt mere end andre, og lydkvaliteten varierer meget afhængig af modulets kvalitet. Hvis man skal til at i gang med at lære at spille trommer, betyder lyden muligvis ikke lige så meget, som den gør hos en professionel, men det er dog vigtigt, at kvaliteten er i orden, da dårlig lyd ikke er særligt motiverende for en nybegynder.
Med hensyn til støj kan det betale sig at lære sine naboer at kende, hvis man bor i lejlighed. Mange kan finde på at klage over el-trommer, som gør brug af den mere traditionelt inspirerede stortromme pad, mens andre ikke generes af den. Skal man være på den absolut sikre side, er det en god idé at anskaffe sig et elektroniske trommesæt med stortrommepedal, som ikke fysisk slår en pad, men som i stedet blot trykkes ned, hvorefter den aktiverer en lyd. Denne løsning føles, som tidligere nævnt, ikke som et akustisk trommesæt, men hvis det potentielt kan redde én fra at blive hjemløs, skal muligheden overvejes 😉