Cello
Celloen er et af de smukkeste og mest prestigefyldte instrumenter som der overhovedet findes. Med den smukke mørke og dybe klang, er den en sikker vinder, når det kommer til musikalsk udtryk og følelser.
Hvis man ikke er ekspert, er det umuligt at finde ud af hvilket instrument man skal købe. Heldigvis vil jeg jeg gøre det let for dig. Jeg har studeret musikvidenskab og har i mange år undervist i cello. Jeg har testet over 100 forskellige celloer og vil her vise dig de 3 bedste.
Bedst i test: De 3 testvindere
Jeg har testet mere end 100 forskellige celloer. Jeg er en professionel musiker og har i mange år undervist i instrumentet. Lad os se på resultaterne – her kommer de 3 bedste instrumenter.
Hvad er en cello?
Celloen er et af de ældste instrumenter, som vi stadig spiller på i ligeså stor stil, som man gjorde for mere end 400 år siden. Den er en fast del af et symfoniorkester, og der er skrevet utroligt meget musik til den – både som solo (som vi for eksempel kender det i Bachs cello suiter) og til orkester. Både som symfonimusik og som kammermusik. Celloen har typisk sin force i den klassiske musik, men også indenfor blandt andet folkemusikken er den en fast del af repertoiret, og spiller en meget vigtig rolle. Celloen er stadig heller ikke for stor til at den er svær at transportere. Grundet den forholdsvis store størrelse er den fuld af klang, men altså ikke så stor at den ikke er bekvem at have med sig. Derfor er celloen et utroligt godt bud på et instrument at begynde på, hvis man ønsker at lære at spille et meget udtryksfuldt og smukt instrument med masser af musikalske muligheder. En cello stemmer C-G-D-A, en oktav dybere end bratschen.
Cello historie
Violinfamilien, og i særdeleshed celloen som vi kender den i dag, startede omkring år 1500, som er videreudvikling af gamben. Mange har misforståelsen af at celloen, tog over for gamben. Det er rigtigt at celloen er en videreudvikling af gamben, men disse to eksisterede side om side i renæssancen. Den ældste cello som stadig eksisterer som vi kender til, er lavet af Andrea Amati, som nok er mest kendt for hans ekstraordinære gode violiner.
I løbet af 1600-tallet fik celloen større og større betydning. En ny måde at vikle strenge på i år 1660, gjorde at man nu fik en ny forbedret lyd, og celloens potentiale blev yderligere udbygget. Modsat tidligere strenge, som var lavet af ren dyretarm, begyndte man nu at vikle metal fint rundt om en tynd tarmstreng. På denne måde kunne man få en større lyd, som også holdt i længere tid – både musikalsk og rent fysisk. Dette betød også, at celloen nu fik sit gennembrud som solo instrument, da de nye muligheder i forhold til strengene gjorde, at instrumentet kunne stå for sig selv uden akkompagnement.
Fra omkring år 1700 havde man fra Italien af, gået et generationsskifte igennem. Celloen var nu det foretrukne instrument i forhold til de andre lignende typer fra violinfamilien. Her begyndte denne tendens at brede sig ud i Europa, lige på nær i Frankrig, hvor man i flere årtier endnu holdt fast i traditionen omkring bas violinen. Barokcelloen og den moderne cello er dog meget anderledes i deres opbygning. Selve udgangspunktet, og hovedideen bag dem begge er den samme, så er der forskelle. Blandt andet længden på halsen, typen af bue som der spilles med, strenge-typerne og mere.
Celloens opbygning
Celloen er typisk bygget i behandlet træ. Der findes dog også modeller lavet i blandt andet kulfiber og aluminium. En traditionel cello har en gran top med ahorn på bagsiden, på siderne og på halsen. Også flere andre typer af træ kan benyttes, særligt når det kommer til celloens sider og bagside. Men langt størstedelen af de celloer der er blevet produceret, er lavet i disse typer af træ. Mindre dyre celloer er typisk konstrueret i lamineret træ. Disse typer finder man ofte på skoler, eller i ungdomsorkestre, hvor de skal kunne ”tåle nogle bank”. Der er for eksempel mindre risiko for, at disse celloer knækker, hvis man skulle tabe dem, eller gå ind i dem. Ligeledes er de meget billigere både at producere og at købe.
Toppen og bagsiden er typisk skåret ud i hånden, men de mindre dyre udgaver er næsten altid lavet på maskine. Siderne, også kaldet ribbenene, bliver lavet ved at man varmer træet op, og derefter bøjer det til den ønskede form. Celloen har en tyk overdel og underdel af kroppen, adskilt af to c former. I midten af disse c former finder man f hullerne og celloens bro.
Rundt om celloen finder man dekorative former, som samtidig også giver celloen ekstra styrke, og medvirker at risikoen for at træet under spil knækker minimeres. Skulle et knæk opstå, medvirker disse kanter til, at det ikke spreder sig yderligere. Spil, rejser og vejret generelt, er også faktorer som kan gøre det samme ved celloen. I og med at det er et instrument lavet i træ, så er det et levende instrument, som hele tiden former sig og tilpasser sig.
Over kroppen finder vi den formede hals. Halsen er formet således at den afrunder bagpå. Det er her cellisten placerer sin tommelfinger, og hvor den bevæger sig under spil. Halsen fører videre til hovedet, hvor vi finder stemmehovederne, samt den flotte dekorerede ende på hovedet kaldet en ”scroll”. Alle disse ting er typisk lavet ud af ét stykke træ. Som oftest ahorn.
Gribebrættet er et andet stykke træ, som er limet fast til halsen på celloen, og som går hele vejen ned og overlapper med kroppen. Gribebrættet er også krumt, således at det matcher med krumningen på broen. På den måde sidder strengene lige langt fra gribebrættet uanset hvilken streng der er tale om. Det betyder også at musikeren kan spille med buen på en enkelt streng uden at ramme de andre. Dette kunne ikke have ladet sig gøre, hvis de alle lå fladt ned, som på for eksempel en guitar. Havde det været sådan, så ville musikeren kun kunne spille på enten de yderste strenge, eller alle strenge på samme tid. Derved ville musikeren ikke være i stand til at spille de inderste to strenge for sig selv.
For enden af gribebrættet mod hovedet af celloen sidder sadlen. Sadlen er et stykke materiale, typisk ben eller træ, som har riller i sig. Disse riller sikrer, at strengene sidder korrekt placeret i forhold til afstanden fra hinanden. Ligeledes sikrer de også, at strengene sidder fastspændt uden at kunne ryge frem og tilbage når musikeren spiller.
Øverst på hovedet har vi stemmehovederne, som sidder inde i stemmehuset. De kaldes for friktionshoveder, da de, modsat på en guitar, ikke er forbundet med en mekanisme, men sidder fast udelukkende ved friktion. Ved at dreje på disse, kan cellisten henholdsvis løsne eller stramme strengen ved enten at forlænge eller forkorte strengens længde. På denne måde sikrer cellisten, at celloen stemmer korrekt. Det er typisk ibenholt der bliver brugt til at lave stemmehovederne, gribebrættet og sadlen, men også andre hårde typer af træ såsom palisander kan benyttes. Ofte ved billigere instrumenter farves træet sort for at give illusionen om ibenholt, som er meget hårdere og et dyrere materiale. Disse træsorter man får til at se mørke ud, kan dog krakelere eller gå i to stykker, og den sorte overflade vil med tiden blive slidt ned, så det afslører det meget lysere træ inde under den behandlede overflade.
Forskellige typer celloer
Cello findes i flere forskellige variationer. En normal bliver ofte kaldt for en full size cello eller en 4/4 cello. Men også ¼, 1/2 og ¾ størrelser findes. Disse er som navnet angivet mindre end en normal cello, og kan være gode alternativet hvis man ikke er særligt høj, og/eller ikke har lange arme. Typisk vil det dog være børn som gør brug af disse typer, og i takt med at de blive ældre så vil de ende med at spille på en normal størrelses cello.
Spilleteknik
Celloen er modsat violinen og bratschen er noget større instrument, uden at være i nærheden af så stor som kontrabassen. Dette betyder at en cellist altid sidder ned og spiller på celloen. I bunden af kroppen på celloen sidder en metalstang som kan foldes ud. Alt efter hvor skråt cellisten personligt ønsker at celloen skal vinkles, justeres længden af metalstangen. Oftest sættes denne stang fast i et bælte som er langt på gulvet af to grunde. Først og fremmest for at skabe stabilitet, således at celloen ikke kan glide, men ligeledes også for ikke at lave mærker og ridser i gulvet.
Vibrato er en af de mest almindelige teknikker på celloen. På samme måde som det helt generelt er indenfor den klassiske musik på strenginstrumenter. Vibrato er en teknik hvor man altererer en tone en meget lille smule ved at bevæge strengen en smule op og ned. Dette ses som et musikalsk ekspressivt udtryk. Dernæst er der selve tonen. Der kan spilles to former for toner på en cello: de naturlige og de unaturlige (artificial harmonics). De naturlige toner forekommer ved at cellisten trykker strengen ned på gribebrættet. En cello er båndløs. Dette vil sige at cellisten skal øve sig i at placere fingeren på det præcis rigtige sted, for at være sikker på at tonen er ren og intonerer perfekt. Derudover findes der også de unaturlige eller falske toner. Disse laves ved at cellisten trykker strengen ned med en finger, og umiddelbart foran placerer en finger på strengen, men uden at trykke den ned.
På en cello spiller man typisk med en bue. Buen svarer meget godt til når man blæser i et blæseinstrument. Der kan uden sammenligning siges, at buen er den ekspressive sjæl, når det kommer til at spille cello. Højrehånden på cellisten holder buen og kontrollerer tiden og karakteren af de toner der spilles. Buen placeres cirka halvvejs på kroppen af celloen – mellem broen og den sidste del af gribebrættet og trækkes derefter frem og tilbage. En anden mulighed er pizzicato. Når man spiller pizzicato, så plukker man strengene med fingrene fremfor at spille dem med buen.
Double stops er en teknik, hvor man spiller to toner på samme tid. To strenge bliver trykt ned alt efter hvilke toner man ønsker, og buen placeres sådan på celloen, at man også stryger to strenge på samme tid.
Sul ponticello (på broen) refererer til, at man spiller med buen tættere på broen end normal, imens sul tasto (på gribebrættet) refererer til, at man spiller med buen tættere på gribebrættet end normalt. Sul tasto giver en mere fløjte-agtig lyd, men mere understregning af tonen og blødere oveertoner.
Valg af cello
Celloer fås i et hav af muligheder. Vi har nye og brugte, og vi har akustiske og elektriske. Modsat violinen, er de elektriske celloer ikke så populære, og det betyder at man ofte skal op og betale en betydelig sum, for at få fat i et sådant instrument. Derfor vil vores første bud være, at man ser sig om efter en akustisk cello. Akustiske celloer findes der dog et hav af. De har været en fast del af de vestlige musikinstrumenter så længe at der er produceret et hav af dem. Dette betyder også, at man kan få fat i en rigtig god akustisk cello til en overkommelig pris.
Med celloer, som med andre akustiske instrumenter, snakker man ofte om, at instrumenterne har rigtig godt at have mange år på bagen. Dette er da træet sætter sig, og ”finder sin klang”. Man skal derfor ikke være bange for at kigge brugt. Og ikke nok med brugt; også gammelt og brugt. Det vigtigste at være opmærksom på, er dog at celloen ikke har, eller har haft, betydelige skader og mangler. Det er klart, at når et instrument har været aktivt i mange år, så vil der komme skrammer og skader. Dette behøver ikke at være noget problem. Skrammer betyder absolut intet andet end det visuelle. Med hensyn til de deciderede skader, behøver det heller ikke være noget problem, hvis de bare er blevet repareret af en professionel. Hør derfor altid om der har været reparationer inde over, hvis du køber brugt.
Det kan anbefales, at man får prøvet instrumentet man ønsker at købe. Alle instrumenter (også af samme model), er forskellige, og derfor giver det god mening at prøve dem først. Hvis man ikke er så hooked på at kigge på brugtmarkedet, så kan man også tage ned i sin lokale musikforretning. Her vil der være ansatte specialiseret i netop celloer, som kan svare, og give gode råd på spørgsmål der måtte være, i forbindelse med sit første cello-køb. Dog anbefaler vi at købe din cello online. Vi yder gratis hjælp, så benyt dig endelig af den.
musik247.dk drives af Toft Digital ApS som også driver